Om

Hvem er Mette Vestergaard og ikke mindst Skrumlingerne?

Jeg har det meste af mit liv altid været omringet af natur, dyr og mine trofaste tegneredskaber. Når blyanten får frit spil kan alting ske og min kringlede hjerne begiver sig derefter på de mest magiske og kreative eventyr.

I mine finurlige universer dukker der ofte Skrumlinger op - små væsner med lange ører der lever ude i naturen. De er nysgerrige og dukker altid op når man mindst venter det.

Jeg har to uddannelser, jeg er både uddannet folkeskolelærer og så har jeg også en Bachelor i Computer Graphic Art fra Animationsskolen i Viborg, men at sidde og tegne i hånden giver mig en særlig ro, fordybelse og utrolig meget glæde.

Sammen med min mand har jeg også 4 børn og det er i min familie, lærerlivet, dyrene og naturen omkring mig at jeg finder inspiration til mine finurlige universer og spøjse væsner. 

Udover at tegne og male skriver jeg også selv små historier og vers - tekster der kommer fra hjertet og illustrationer der passer dertil.

For mig er det ikke bare tegninger, men en måde at udtrykke følelser og en del af mig selv, i håb om at mine streger kan gøre en forskel for andre.

TAK fordi du læste med, og velkommen til mit univers.

De varmeste hilsner fra Mette

Mette Vestergaard foto